søndag den 10. januar 2010

Hvad er en scene?

Jeg er blevet udfordret til at skrive en artikel til årets Fastaval kompendie, om "den gode situation" og hvordan man får sig sådan en.
Lige nu er jeg igang med at samle research og bygge mig en brainstorm om emnet, thi jeg er en grundig mand. Min baggrund for at udbrede mig som om jeg er klog på den slags er at jeg har spillet en del af de amerikanske indie-rollespil, læst endnu flere og brugt utrolige mængder af tid på at læse mig klog på internettet. Her er der masser af gode tanker om hvordan man bygger sig en kickass situation og deslige, men tricket er for mig at få det koblet ud og gjort uafhængigt at de antagelser der er sat op i spiltekster og teoriformuleringer.
Den største hurdle er at få lagt fast hvad jeg kan tage af udgangspunkt iforhold til måden man spiller rollespil på. Se bare hvor uenige de kan være om hvad der egentlig skal kaldes Scene Framing: Story Games - Scenes and Scene Framing.

Det korte og det lange af den debat er at de ikke kan blive enige om man kan sætte en scene uden at vide at man gør det, og heller ikke indser dungeon crawls ikke altid er rollespil, men nogengange er brætspil. Ingen hjælp der, de har for travlt.

* Ron Edwards nævner ikke scener i sit Big Model epos, her nævner han kun at rollespil er at udforske og at udforskningen består af karakter, setting, situation, system og kulør. Scene må derfor dukke op i niveauet under, nede i det praktiske teknik-niveau afledt af en blanding af situation og system. Så det giver os heller ikke noget udgangspunkt.

* Der er et par spil der arbejder med scener som en aktiv del af regelsættet, først og fremmest er der Primetime Adventures der i kraft af at være en tv-simulation er meget klar i sin definition, her er en scene noget som alle kan sætte igang, det er en del af spillet der foregår på et bestemt sted og har en bestemt målsætning for en eller flere af deltagerne. Det er en fin beskrivelse, men den er taget ud af tv-seriernes kulisseverden og derfor ikke fleksibel nok til rollespilsbrug generelt.

* Der er også de spil der har en meget skrap indholdsfortegnelse for scenerne (ofte story games), i Shock: Social Science Fiction står der med fed skrift "hver scene skal have én konflikt" (med terninger og hele pivetøjet.) Hvilket så har ført til at man let kommer til at lave en baglæns definition: En scene er det der sker rundt om hver enkelt konflikt. Det siger sig selv at det heller ikke er universelt brugbart.

* VI har også de lidt vattede spil der blot anerkender at man sætter scener uanset om man er bevidst om det eller ej. Don't Rest Your Head siger at man uden at tænke over det altid sætter scener når man spiller rollespil, det er en naturlig del af måden man gør det. Jeg kan godt se det sande i den observation, men den er ikke helt brugbar til at bygge en definition på endnu.

* Til allersidst har vi dem der har travlt med at råbe op om at de ihvertfald ikke sætter scener i deres spil, at de har et kontinuert actionforløb hele aftenen igennem. I værste fald så lyver de for sig selv, i bedste fald så spiller de dungeon crawl brætspil med D&D. Det er kun bekræftelse af observationen i punktet ovenfor.

Min ordbog* har et par gode observationer omkring hvad en scene er tilgengæld:
"En sammenhængende og fortløbende handlingssekvens i en bog, film, opera eller skuespil."
"En underopdeling af en Akt i et teaterstykke, i hvilken tiden er kontinuerlig og besætningen vanligvis ikke udskiftes undervejs." (og det at "sætte en scene" er at "beskrive et sted eller situation hvor noget skal til at ske.") Her får vi nogen sexy solide definitioner på bordet, eller endnu bedre, nogen begrænsninger:

*1 handlingen i en scene er fortløbende
*2 den er kortere end en akt
*3 tiden er kontinuerlig
*4 besætningen er grundlæggende den samme

Med dem kan vi begynde at sætte nogen streger ned der hvor skiftet ligger fra en scene til en anden:

*1 når handlingen skifter til et andet fokus
*2 ved akt eller kapitelskift
*3 når tiden ikke længere er kontinuert
*4 når der sker en udskiftning af de tilstedeværende i væsentlig grad

Det ligner noget der virker! Jeg vil dog lige nævne at punkt 3 sørger for at special effects og leg med tiden som i flashbacks og montager skærer scener over, ved at smide et flashback får du tre scener: Før, under og efter er hver sin scene. Punkt fire gælder mest af alt hvilke hovedpersoner der er til stede, men kan også inkludere bipersoner hvis deres ankomst eller afgang ændrer balancen i scenen og fører til skift i handlingsfokus.

Scener er derfor mere defineret af deres to ender end af indholdet, og sceneskift kan ske bevidst eller opstå af sig selv. Det interessante er her hvad den næste scene starter med af udgangspunkt. Visse af de ovenstående skæringspunkter fører direkte videre til den næste scene, med hele udgangspunktet defineret, det er de lette skift. Anderledes er det når man bevidst skærer og sætter en ny scene igang, så skal man til at være opmærksom på hvad man ligger op til, for det vigtigste i scenesætningen er som der står i min ordbog "at noget skal til at ske," altså at fortællingen bliver ført videre til sit næste logiske spidspunkt.

I rollespil er der det twist at vi aldrig ved hvad der kommer til at ske forud, som en forfatter jo ved når han skriver. Derfor er det allervigtigste i at sætte scenen at man lægger op til at fortællingen fortsætter, man skal vide hvad man vil med scenen, ikke hvor den skal ende det er forfatterens vej, men hvad man gerne vil have på bordet mellem sig selv og de andre spillere. Der kan siges meget om at sætte den gode scene, men det må blive i næste post eller måske pointen i min fastaval tekst. Nu har jeg så fået sat fast hvad jeg selv mener med scene og hvad der er vigtigt i definitionen af den, så kan jeg gå igang med at skærpe min pen til næste gang.

Og du, oh læser af min blog! Skriv en kommentar hvis du vil rokke ved min forståelse af scener eller har en saftig tilføjelse, så bliver jeg glad og varm inden i.

*) Min ordbog er den indbyggede i Mac OS X, der henter fra New Oxford American Dictionary, oversat af undertegnede til lejligheden.

2 kommentarer:

  1. Jeg sidder og tænker to ting:

    Ting 1 (tinget?): Nu sidder jeg jo og arbejder lidt med analyse af medieprodukter (radioprogrammer, for at være specifik, men her er tale om et lån fra filmanalyse). Her har man et begreb, der hedder sekvens. En sekvens er en række af scener, der udgør et sammenhængende forløb. I forhold til film (og radio) er det selvfølgelig fordi man ofte klipper ofte, så der, hvor man på scenen har en enkelt scene, har man på film/radio en række små scener (fordi man skifter sted). Men der er også andre ting at bruge begrebet til. For eksempel en række af scener, der ikke er dramatiske enheder i sig selv, men kun sammen. Jeg tænker på en klassisk heist-historie, hvor Pete skal holde damen i skranken hen med snak, medens Mackie og Frank trænger ind i baglokalet, deaktiverer alarmen, så Shine kan komme ind til pengeboksen, hvorefter de udgiver sig for at være chefen, der kalder skrankedamen væk, og dermed giver Pete mulighed for at forsvinde.
    Her er tydeligvis tale om mindst tre forskellige scener - man skifter både sted og tilstedeværende - men hver enkelt scene kan ikke stå alene, fordi de er afhængige af, hvad der sker i mindst en af de andre.
    Man kan sige, at rollespil har mindre brug for sekvenser end film og radio, fordi man kan arbejde med meget abstrakte steder - "Midtbyen," "junglen," "hotellets øde gange." Alligevel mener jeg, at der kan være en hel del situationer, hvor det kan give mening ikke at betragte "scenen" som den dramatiske enhed, men "sekvensen," eller måske ville "sceneklynge" være mere passende, da vi ikke altid klipper lige så skarpt som man gør på film/i radio.

    Der kan altså være mening i at se på enheder større end en enkelt scene. Men også den anden vej kan der være gode grunde til at udfordre scenebegrebet.
    Forestil jer følgende: Hercule Poirot, den sublime detektiv, har brugt, åh, lad os sige ca. 45 minutter på at efterforske sagen, og der er et lille kvarter til rulleteksterne. Han har samlet alle på hotellet (på nær stuepigerne, kokkene, piccoloerne, og den slags tyende) i en sofastue. Han vil nu udlægge teksten, og pege på den skyldige. Ok. Scenen er sat.
    Poirot går rundt i stuen, kommer med hentydninger og antydninger, og folk forundres over hans slutninger, og forsvarer sig mod hans skarpsindige anklager om alle deres små, nedrige synder. Og så - BAM! peger han på Herr Hummus, som klart er den skyldige.
    Og så står vi med en radikalt anden situation. Før var det, der var på spil: "Hvem anklager Poirot?" Nu skifter det til: "Hvordan reagerer Herr Hummus? Flygter han? Prøver han at betvivle Poirot? Går han til angreb? Og hvordan sørger Poirot for at Herr Hummus ikke undslipper retfærdigheden - og at han ikke skader Poirot eller nogen andre i forløbet?"
    Scenen ændrer sig altså midt i. Det er samme scene, for den har samme besætning, foregår samme sted, uden at der er ophold i tiden.
    Du siger så, at der sker et skift, når handlingen skifter til et andet fokus - men er det virkelig en anden scene? Handlingen forløber jo uden ophold, hvor alting sker som en opfølgning på det, der lige skete.
    Derfor synes jeg, det ville give mere mening at tale om en "situation" end en "scene." For det ville kunne opfange alle de forskellige eksempler, jeg har nævnt ovenfor. Situation: "Banden skaffer sig adgang til de sikrede områder." "Poirot samler alle for at udpege den skyldige." "Hr. Hummus er lige blevet udpeget som den skyldige - hvordan reagerer han?"
    Her er lakmusprøven på, hvornår det skiller, at man spørger: "Hvad foretager vi os lige nu?" Når svaret på det spørgsmål ændrer sig betydeligt, har vi en ny situation.

    SvarSlet
  2. Tak
    Elias! Du har lige sparet mig for indledningen mit næste post der blandt andet var at forklare hvordan man kommer fra scene til situation (som er mit emne for skriveprojektet.) Jeg har flere tanker om det, så der kommer et sted for den snak om snart.

    Jeg synes din observation omkring sekvenser er meget interessant, brugen af scener er mere en tradition fordi anvendelsen er formuleret af lægfolk og ikke fagnørder som dig, der har adgang til de gode ord. Jeg synes sekvens begrebet dækker bedre over hvad der dukker op i rollespils. Når vi har en scene er det ofte med flere hovedpersoner, i en film ville det kræve krydsklip, men i rollespil kan vi i den lille skala hoppe frem og tilbage i tid, og dermed vise simultan handling i et enklet narrativ. Det kan man også i bøger der jo er stivnet verbal fortælling, kodeordene er "imens" og "samtidig." Jeg synes derfor at sekvens er mere tilstede i rollespil på grund af den flydende tid, end den forsvinder på grund manglende rumlig determinans. Hvis jeg får lov til at udtrykke mig kvantemekanisk.

    SvarSlet