Lidt mere om brætspil [Imperial, Citadels og Nanofictionary]

Min elskede Pixi har været i Berlin på studietur og har hjembragt to spil til mig Stone Age og Wikinger (Vikings). Det snedige er at der ikke er nogen tekst man skal læse i spillene, så det gør ikke noget om man har den engelske eller tyske udgave, men jeg har sparet 30-40% af den danske pris på at få dem sydfra. Kaching!
Desuden har jeg fundet ud af at mit skoletysk er rigeligt til at læse og forstå regler på tysk.

For at fejre mine nye spil havde jeg inviteret et par drenge forbi til at spille, men vi blev fem, så vi var en for meget til mine nye spil, øv.
Heldigvis havde Skovse medbragt sit Imperial.

Imperial
Aftenens hovedforstilling er det spændende gullashbaron-spil Imperial, som går ud på at være den mest grådige financiér bag første verdenskrig.
Billedet på kassen er ikke det kønneste jeg har set, det lider lidt af amatør agtig digital maleri, men når man så kommer ind i kassen er det rigtig fin grafik og brikker, det hele er meget klart farvet og let læseligt. Det er også rigtig snedigt at brættet og aktierne kan vendes med enten tysk eller engelsk tekst.

Selve spillet et ret simpelt; man starter med at få tildelt et land som man starter med aktiemajoriteten i og et andet land som man får en smule aktier i. Turen er en fast rækkefølge af landene, den spiller der har mest investeret i et imperie får lov til at styre det. Når et imperie har sin tur flytter man sin markør rundt i en rondel hvor der er 8 felter der hver har en handling: Taxation, Factory, Production, Maneuver, Investor, Import, Production, Maneuver og så forfra igen.
Man kan flytte sin action brik op til tre felter frem, hvis man vil længere så skal man betale af egen lomme. Handlingerne er meget simple. Factory kan man bygge en fabrik i sit land, Production så bygger alle ens fabrikker en enhed, Maneuver må man flytte hver af sine brikker frit inden for sit eget rige og et felt udenfor, Investor gør at imperiets aktier betaler udbytte, Import kan man købe sig soldater og både og taxation gør at landet indsamler skatter i de områder man hersker over.
Undervejs i spillet forsøger man at få de imperier man har investeret i til at vokse og give mægtigt afkast, samtidig med at man gør det surt for de andre. Diplomati er rent baseret på hvem der også tjener penge på handlingerne. Undervejs får man på skift mulighed for at købe flere aktier når en af brikkerne lander på eller rykker forbi investor. Man tjener penge til sin egen lomme enten ved at forøge et imperies skatteindtægter og eller få udbetalt aktieudbytte, de penge kan man så købe flere aktier for. Aktierne bliver også mere værd jo mere imperiet tjener penge.

Spillet foregår på et plan over reglerne og brikkerne på brættet, det handler ikke nær så meget om at vinde krigen eller erobre land som det handler om at tjene penge på sine aktier. Som i virkelighedens verdenskrig flytter grænserne mellem de store lande sig ikke meget, men der bliver slåsset en del i diverse svage nabolande. Det er lidt tricky at skaffe penge til at udvidde sit aktieportfolio, så man kommer hurtigt til at fokusere på krigsspillet hvor der rent faktisk sker noget, det er bare ikke sådan man vinder. Jeg havde også svært ved at regne ud hvordan man rent faktisk fik penge ud i sin egen lomme, så jeg tror det bliver sjovere næste gang når nu jeg har forstået det.
Spillet går fra 2-6 spillere, vi var 5 og det virkede som om at der var mere dynamik i det indlende spil når ikke alle lande er fuldt i spil fra starten.
Som mange andre aktiespil skal man lige have fat i hvordan man tjener penge på sine investeringer før man rigtig kan være med i spillet, det er sjældent at den slags er fuldt ud gennemskueligt i første gennemspilning og det gælder også for Imperial, det var først da spillet var ved at slutte at jeg rigtig forstod hvordan man vandt. Heldigvis føles det ikke som et langt spil, spillet trækker ikke længere ud end det stadig er sjovt til sidst, selv om man ikke er i vinder ligaen. Reglerne er utroligt simple og der er ikke mange misforståelser undervejs, kun taktiske fejl og forvirringer fordi Oliver glemmer at det er ham det styrer Rusland nu og ikke den lede Elias som det var sidste tur.
Jeg vil lægge Imperial i kassen med aktie-spil først og fremmest, baseret på erobring af territorier. Det minder en del om 1856, men er langt mere gennemskueligt og forståeligt i første gennemspilning. Det er også lige en time eller to kortere og slutningen kræver ikke et regneark, desværre får man ikke rigtig følelsen af at have opbygget noget undervejs, status quo er det bedste man kan opnå strategisk, så der har 1856 fordelen. Desuden er det lidt trægt med at få tjent penge og investeret dem, så hvis man vil have det hektiske aktiekøb er Acquire bedst. Hvis ikke jeg allerede har brugt mange timer på at lære at blive sej til 1856 ville jeg nok vælge Imperial som mit store økonomispil, men som det er nu får det bare en plads på min ønskeseddel ved siden af.

Citadels
Vi fik også et spil Citadels efter Den Store Krig, det er første gang jeg får spillet det med mere end 3 spillere og derfor med kun en enkelt rolle til hver spiller. Min oplevelse er at det er langt mere brutalt at blive slået ihjel og kapløbet om at bygge den bedste by er mere random, den sidste tur var vi to der kunne nå de 8 bygninger med alle farver og derfor nok vinde, men Anders var en snedig skurk og fik snigmyrdet mig så jeg ikke kunne bygge det sidste skur, mens han valsede ind med en sikker sejr. Dog må jeg sige at det er meget simplere at forklare fordelingen af rollerne deres evner når alle kun har en enkelt, meget bedre til at introducere spillet end med 2 eller 3 spillere.

NanoFictionary
Vi sluttede aftenen af med et par omgange NanoFictionary, et bette kortspil hvor man først spiller kort som bygger en historie og så bagefter fortæller man historierne til de andre der så giver point til de bedste historier.
Den første del er meget simpelt træk et kort og spil et kort eller byt ud, når man spiller et kort lægger man det foran sig. Der findes fem slags kort, action kort der gør at man kan fuske lidt og så 4 slags plot elementer: problem, karakter, setting og slutning. Man skal have en af hver slags for at have en færdig historie, men kun en setting, et problem og en slutning med mindre man fusker med et action kort. karakterer kan man have så mange af som man vil. Det handler om hurtigst muligt at blive færdig så man kan kapre bonus point, men også at få lagt en god historie. Alle tager deres tur samtidig, da der ingen grund er til at vente på hinanden, det gør spillet hurtigere og mere hektisk. Når den første spiller er færdig med sin historie går der stress i de sidste og den første fase er hurtigt ovre. Herefter gælder det om at fortælle den mest underholdende historie ud fra sine kort, vælge hvem af de andre der fortalte den bedste og tælle sine point op.
Spillet er mere en øvelse i improviseret fortælling der bruger kortspilsmekanik, end et egentligt spil. Det kræver dog en evne til at finde på fjollede små historier som ikke alle har, men her er der en detalje der gør det lidt mere retfærdigt: Hvis der er nogen der bare er tilskuere får de hver to point de kan give til den historie de bedst kan lide, så de får underholdning og lov til at være med, Peter som var for træt til at bygge historier så ud til at more sig ganske fint som tilskuer.
Jeg er overrasket over hvor god sjov/tid faktor der er i spillet, det tager 15 minutter at spille en runde og vi kom til at spille fire. Det var en god måde at slutte aftenen med et grin eller fylde ud mellem nogen mere seriøse spil.

Endnu en hyggelig gang brætspil, selvom jeg ikke fik prøvet mine nye spil så var det alligevel rart at prøve et nyt spil, Imperial og få set lidt mere til folk. Hurra!